Så køb dog en Xantia!
- og få Danmarks bedste online-hjælp med i købet.
Brugtkøb - En Xantia af nyere aftapning er nok et af de bedste brugtkøb du kan foretage lige nu. Citronik.dk sammenligner priser.
Imens dette skrives d. 15. november klokken 12 er der 241 Citroën Xantia til salg på Bilbasen.dk. Akaups fine Break herover er dog ikke en af dem.
Den dyreste, en 1,8 16V SX stationcar fra 1999 i den faceliftede version med 112.000 bag sig, er lidt optimistisk sat til 89.900. Den har så også været der i hvert fald siden starten af september.
Den billigste blandt dem der ser ud til at være et nogenlunde fornuftigt køretøj er en 1,8i SX fra 1994 med 200.000 kilometer bag sig til 14.900. Her får man altså meget bil for 15.000.
Lad os antage at smertegrænsen for dit næste bilkøb er 60.000. En søgning på bilbasen.dk på Xantiaer i den prisklasse kan blandt andet byde på følgende:
Citroën Xantia 1.8i 16V Limité Stationcar
189.000 km Registreret første gang: 1/4-99, Sidste syn: 10/4-09, Sort ABS, servo, airbags, centrallås, elruder, A/C, splitbagsæde, startspærre, radio/CD, alufælge. Leveres nysynet og ser rigtig pæn ud. 59.800 (Så er der 200;- til franske hotdogs på hjemturen fra sælger)
eller
Citroën Xantia 2.0 HDi Exclusive
183.000 km på klokken, Diesel, Registreret første gang: 1/2-00, Rødmetal fuldautomatisk klima, motorkabinevarmer, fjernbetjent c.lås, startspærre, sædevarme, el-ruder, el-spejle, radio/cd, veloursæder, airbag, servo, træk. Her er prisen så 65.000 men der er tale om en rigitg flot bil og med det relativt lave kilometertal og den store dieselmaskine er der masser af liv i den endnu.
Begge biler er til salg hos forhandlere og der kan med sikkerhed findes endnu bedre tilbud hos private eller semi-professionelle sælgere. Se bare hvad du kan finde under citronik.dks salgsforum.
I samme prisklasse findes blandt andet en C3 1,4HDi med 210.00 kilometer bag sig. Desværre uden billeder men den kunne nu også lyde som et godt bud på et godt brugtkøb.
Som alternativ med lidt mindre karakter, lidt flere år bag sig men med kun 170.000 kilometer fåes en Avensis 1,6 fra 1998.
Lidt mere karakter og lidt større risiko for overraskelser kan fås med en Alfa 156 med 260.000 bag sig og en ny motor ved 160.000 til 55.000.
Du kan også få en Polo med 150.000 bag sig, en Vectra der har fået ny motor ved 122.000 og nu har gået det dobbelte eller en Suzuki Baleno der gør ondt i øjnene at se på og hvis interiør - uden at juble alt for meget over Xantiaens - ligner noget der er formstøbt i ét stort stykke hårdt, glat lysegråt plastic. Ellers er denne prisklasse i høj grad domineret af biler som Mazda 323, nyere minier fra Korea og Japan og lidt større tyskere der har kørt meget meget langt og typisk er fra 1994 - 1996.
Det bedste kort i den klasse er i vores øjne helt sikkert Xantiaen. Alternativet kunne være en Megane eller måske en Fiat Marea og skulle man have indvendinger mod Xantiaens driftstabilitet eller bange anelser angående den hydrauliske affjedring vil første naturlige skridt være, at gå ind på Xantia-forumet på Citronik.dk og læse hvad de der kører sådan en svend har at sige. Det skulle nok kunne aflive en del af den frygt. Og så får man jo med en Xantia Danmarks bedste online-hjælp i form af citronik.dk!
Så; gør nu som vi siger og tag ud dog kig på en brugt Xantia. Hvis du spørger pænt og lokker med en liter hydraulikvæske og et måltid på Monarch er der næsten med garanti en anden bruger med forstand på Xantiaer der er tosset nok til at tilbyde at tage med ud at kigge på den.
Nå, ja...hvis det ikke er det fornuftige valg der er altafgørende er der jo også sådan en her:
Citroën Xantia 3,0i V6 Activa 5d, 161.000km, 40.000dkr. Så er der 20.000dkr. til benzin til det første kvartal. Så har man Activa undervogn, 190 heste og et stort smil på imens man glæder sig til næste sving. Den siger Vroom!

